Overtro i holdsport: ritualer, lykkestrømper og illusionen om kontrol

Man skal blot træde ind i et omklædningsrum en halv time før kampstart for at se det. Der er ham, der taper fingrene i nøjagtig samme rækkefølge uge efter uge, og ham, der uden undtagelse tager venstre sko på først og med det samme ville opdage, hvis det gik anderledes. Nogle har en bestemt plads på bænken, som de betragter som deres. Målmanden rører stolpen to gange, inden der fløjtes op. Intet af det er planlagt, og spørger man direkte, får man som regel et grin og en indrømmelse af, at det ikke betyder noget.

Og alligevel bliver det ved.

Overtro er nærmest universel i sport, og det skal ikke tages som et tegn på godtroenhed hos den enkelte. Det er snarere en reaktion på et meget menneskeligt vilkår: at skulle præstere, når der kun er en løs forbindelse mellem den indsats, man lægger, og det resultat, man får. En træner gør klogt i at forstå, hvad der driver hjernen mod de ritualer. De fleste af dem er harmløse, nogle er ligefrem en hjælp, men enkelte kan gøre stille skade.

Næsten alle hold har ritualer, og de fleste spillere ved godt, at de ikke giver mening

Undersøgelser af atleter på tværs af mange sportsgrene viser, at overtroisk adfærd er normen for de fleste, og at hyppigheden stiger i takt med, hvad der står på spil. En spiller har måske ingen ritualer til træning om tirsdagen, men tre af dem inden en oprykningskamp.

Mønstret er sigende. Det handler ikke om uvidenhed. Overtro følger betydning og usikkerhed, og den viser sig, hvor afstanden mellem forberedelse og resultat er størst. Målmænd, straffesparksskytter og servemodtagere i ketchersport har som regel de mest omstændelige rutiner på holdet, netop fordi de er dem, hvis præstation kan være fremragende og alligevel ende galt.

Psykologer har vist, at det at handle får folk til at føle, at de styrer et tilfældigt udfald

Man skal tilbage til midten af 1970’erne og Ellen Langers arbejde med det, hun kaldte illusionen om kontrol. I et af hendes forsøg blev der solgt lodsedler. Nogle deltagere fik simpelthen udleveret en seddel, mens andre selv valgte. Da de senere blev tilbudt at sælge sedlen tilbage, forlangte de, der selv havde valgt, betydeligt mere for den. Oddsene var de samme. Fornemmelsen af ejerskab var det ikke.

Langer så det samme i andre sammenhænge. Terninger blev kastet med større kraft efter høje tal og behandlet forsigtigt efter lave. Deltagere følte sig mere sikre, når de trak kort mod en nervøs modstander end mod en, der virkede rolig, selv om der ikke er nogen form for færdighed forbundet med at trække et kort. Mønstret var konsekvent. Så snart en tilfældig situation indeholder noget, der minder om færdighed, hvad enten det er et valg, en fysisk handling eller en dyst mod en anden, begynder folk at opføre sig, som om de har hånd i hanke med den.

Sport er det oplagte eksempel. En kamp belønner virkelig færdighed, og den rummer samtidig en enorm mængde tilfældighed. Et retningsskift, en stolpe, en tæt offsidekendelse. Hjernen er ikke god til at trække grænsen mellem det, den kan påvirke, og det, den ikke kan. Den slår det hele sammen og griber efter hvad som helst, der kan rykke oddsene.

Tilfældig belønning lærer os at gentage det, vi tilfældigvis var i gang med

Så er der spørgsmålet om, hvordan et bestemt ritual knytter sig til en bestemt spiller, og her er en anden mekanisme på spil.

Man kan se på et forsøg, B.F. Skinner gennemførte i 1948. Han fodrede duer efter et fast interval, uanset hvad de foretog sig. Til gengæld udviklede fuglene ganske omstændelige individuelle vaner: de drejede rundt om sig selv, nikkede med hovedet eller svajede fra side til side. Hver due havde tilfældigvis gjort noget, da foderet kom, gentog det og blev belønnet igen. Handlingen havde ingen betydning, men belønningsmønstret fik det til at se anderledes ud.

Atleter lærer på samme måde. Man tager et nyt par strømper på, scorer to mål, og strømperne får en betydning. Sammenhængen behøver ikke bekræftes hele tiden for at holde, for intermitterende belønning er langt mere sejlivet end den konsekvente slags. Derfor kan et lykkeritual overleve fire dårlige kampe. Den ene gode kamp bagefter er bekræftelse nok.

Den samme psykologi er bevidst indbygget i spilprodukter

Vil man se en kontrolillusion, der er lagt ind med vilje frem for opstået af sig selv, kan man se på, hvordan spilprodukter er bygget.

Tag spilleautomaten som eksempel: Spilleren får en knap, der kan stoppe hjulene, men i virkeligheden er resultatet fastlagt fra det øjeblik, spin’et begynder. I lotterier har man mulighed for selv at vælge sine tal, mens bettingplatforme giver mulighed for at sammensætte sine egne kombinationer ud fra forskellige valgmuligheder. Alt dette giver brugeren en handling eller en beslutning i en proces, som vedkommende reelt ikke har nogen indflydelse på, præcis det, Langer henviste til. For dem, der ønsker at se ud over det danske licensmarked, er udenlandske casinoer endnu et eksempel på, hvordan online gamblingplatforme kan variere med hensyn til spil, funktioner og brugeroplevelse. Dertil kommer næsten-gevinster. Når to symboler står på linje, og et tredje lige akkurat ikke rammer, fortolker hjernen det som at være tæt på en gevinst i stedet for et tab.

Der er ikke noget skjult ved det. I Danmark er de licenserede udbydere forpligtet til at have modforanstaltninger som ROFUS, realitetstjek på forbrugt tid og indbetalingsgrænser. Men det er værd at kunne genkende mekanismen, når man støder på den, for den adskiller sig ikke fra den, der er på spil i omklædningsrummet. Den kører på de samme baner.

En rutine, der falder nerverne til ro, gør noget, en lykkeamulet ikke gør

Man bør skelne mellem to ting, der ofte bliver blandet sammen.

Først præstationsrutinen. Den er noget, spilleren selv styrer, en gentagelig række handlinger: den samme opvarmning, tre berøringer inden serven eller en bestemt vejrtrækning ved straffekastlinjen. Der er ingen gåde i, hvorfor det virker. Rutinen optager opmærksomheden, skubber uhensigtsmæssige tanker til side og gør den fysiske handling mere ensartet.

Så er der overtroen, altså forestillingen om, at noget udefra bærer heldet, hvad enten det er parkeringspladsen, rækkefølgen holdet går på banen i, eller et par strømper. Enkelte studier har peget på, at en lykkeamulet kan løfte selvtilliden og dermed præstationen, men det mest omtalte arbejde på området har ikke kunnet gentages. Ærligt sagt er datagrundlaget tyndt.

I praksis betyder forskellen dog mere end forskningen. En rutine kan man tage med sig. En lykketrøje kan ligge i vasketøjet.

Overtro bliver skadelig, når den begynder at flytte skylden over på andre

De fleste ritualer koster ikke noget og er bedst ladt i fred. Der er tre undtagelser.

Den første er, når et ritual bliver et krav, der pålægges andre. Tag en spiller, der forlanger, at hele holdet går på banen i en bestemt rækkefølge. Det, der var en privat vane, er nu en regel, og en holdkammerat, der bryder den, bliver syndebuk efter et nederlag.

Den anden er, når ritualet bliver skrøbeligt. En spiller, der ikke kan præstere uden en bestemt genstand, har gjort den genstand til en risiko. Alt, hvad der kan glemmes, forlægges eller ryge i vask, ender med at blive glemt, forlagt eller vasket, som regel lige inden en vigtig kamp.

Den tredje er, når overtroen træder i stedet for forberedelse. Når tre nederlag skrives på kontoen for uheld og et brudt ritual, er der ingen, der ser på det egentlige problem. Det er sjældent romantisk. Som oftest handler det om defensiven eller om, hvor meget truppen sover.

Hvad en træner kan gøre uden at træde omklædningsrummet over tæerne

Lad være med at gøre grin med det. En træner, der latterliggør den slags, øger som regel spillerens nervøsitet i stedet for at fjerne overtroen, og han mister troværdighed hos dem, der tager det alvorligt.

Den bedre vej er at få spillerne til at udvikle rutiner, de selv ejer. Er en spiller knyttet til en lykkegenstand, så hjælp ham med at bygge et forløb op omkring den, som han selv styrer, så genstanden bliver et valg og ikke en nødvendighed. Sørg for, at fælles ritualer på holdet forbliver reelt frivillige. Og når en kamp er gået skidt, er det din opgave at pege på den virkelige årsag, inden rummet bliver enigt om, at det var strømpernes skyld.

For det meste er ritualer blot et tegn på, at en spiller er optaget af noget, han ikke fuldt ud kan styre, og det fortjener en vis respekt. Man skal først gribe ind, når ritualet begynder at træffe de beslutninger, der hører til hos træneren.