Overtro i holdsport: ritualer, lykkestrømper og illusionen om kontrol
Man skal blot træde ind i et omklædningsrum en halv time før kampstart for at se det. Der er ham, der taper fingrene i nøjagtig samme rækkefølge uge efter uge, og ham, der uden undtagelse tager venstre sko på først og med det samme ville opdage, hvis det gik anderledes. Nogle har en bestemt plads på bænken, som de betragter som deres. Målmanden rører stolpen to gange, inden der fløjtes op. Intet af det er planlagt, og spørger man direkte, får man som regel et grin og en indrømmelse af, at det ikke betyder noget.
Og alligevel bliver det ved.
Overtro er nærmest universel i sport, og det skal ikke tages som et tegn på godtroenhed hos den enkelte. Det er snarere en reaktion på et meget menneskeligt vilkår: at skulle præstere, når der kun er en løs forbindelse mellem den indsats, man lægger, og det resultat, man får. En træner gør klogt i at forstå, hvad der driver hjernen mod de ritualer. De fleste af dem er harmløse, nogle er ligefrem en hjælp, men enkelte kan gøre stille skade.